Bette fasters krøstkål

Bette fasters krøstkål er en klassiker i familien – den bliver bl.a. serveret Mortens aften til kogt medister og kogt flæsk – skyllet ned med snaps og øl.

Opskriften er gået i arv i flere generationer, idet bette faster er min fars yngste søster på 79 år. Hun lærte at lave retten af hendes mor, som igen lærte den af hendes farmor, da hendes egen mor døde tidligt i barselseng.

Før i tiden var krøstkål en ret, der var tidskrævende at lave, da man krøstede vandet ud af den kogte kål med hænderne. Det var samtidig fysisk hårdt ved hænderne. Min faster fortæller, at det var et arbejde hendes far kom ind og hjalp med. Madlavning var ellers kvindearbejde dengang på landet.

Derfor spiste man krøstkål ved særlige lejligheder. Nogle familier spiser det nytårsdag, andre 1. juledag og vi spiser det til Mortens  aften. I dag slynger man kålen tør i vaskemaskinen, hvilket letter arbejdet betydeligt.

Fire personer

  • 2 stk hele hvidkål skæres i stykker i 1/6 eller 1/8 dele.
  • Koges til de er møre.
  • Stokken skæres af.
  • Slynges 2 gange i vaskemaskinens centrifugeprogram – i et godt klæde, der er bundet godt for (fx. et pudebetræk).
  • Kålen er nu tør*).
  • Hakkes i kødhakker.
  • En klat smør (50 g.) i en gryde.
  • Varmes langsom op ved svag varme
  • 1/4-1/2 l. fløde røres i.
  • 200 g. sukker kommes i, når kålen er næsten helt varm.
  • Saltes efter smag.

Serveres med kanel, sukker og sennep

Tilbehør:
Kold kogt medister
Kold kogt stribet flæsk
eller sprængt fjerkræ

*) Ideen er, at jo mere tør kålen er, jo mere smør og fløde kan den efterfølgende optage.